Krebsemasker (krebse-m) 

Krebsemasker er fastmasker som du hækler baglæns. Jeg har ikke kunne finde en "officiel" forkortelse for masken nogle steder. I mine opskrifter vil jeg bruge forkortelsen "krebse-m", men forkortelsen varierer sikkert fra designer til designer.

Krebsemasker bruges til at lave en pæn afslutning på dit arbejde og anvendes derfor kun i kanten af dit arbejde, fx på et tæppe, en savlesmæk eller lign. der får et flot finish af at afslutte arbejdet med masken. Du kan enten lave krebsekanten i en kontrastfarve, eller i samme farve som dit arbejde.

Da du arbejder i modsatte retning af hvad du normalt gør, vil maskerne kræve lidt øvelse at lære. Hav tålmodighed de første gange - pludselig sidder den på rygraden ligesom alle andre masker. Du kan med fordel lave maskerne med en nål der er 0,5 mm større end den nål du lavede arbejdet med - de er nemlig flottest hvis de er lidt løse i det. Sørg for at lave dem ensartede, for det bedste resultat.

Sådan laver du en krebsemaske
1. Sæt garnet til hvor du ønsker kanten - hvis du ønsker krebsekanten i samme farve som dit arbejde, kan du også fortsætte med den tråd du allerede arbejder med. Her laver du blot 1km i første maske, inden du laver din krebsekant.
2. Før nålen ind i masken til højre for nålen - dvs. du arbejder baglæns ift. hvad du lige har gjort.
3. Slå garnet om nålen
4. Træk garnet med tilbage gennem masken
5. Slå garnet om nålen
6. Træk garnet igennem begge masker